Vielsen sker i Jungshoved kirke som ligger lidt uden for Præstø.

Vi er i et meget historisk område her. For ca 350 år siden drev Gøngehøvdingen Svend Povlsen og hans gønger krig mod svenskerne fra Jungshoved Borg som ligger lige ved siden af Kirken, desværre kun som en lille ruin i dag.
Kirken er meget speciel og den ældste del er helt tilbage fra ca 1225-50. Den ligger ualmindeligt smukt med vandet rundtom og en lille anløbsbro foran hvor skibe og både kan ligge til, og man ved, at langt tilbage i tid,har det været helt almindeligt at sejle/ro hertil for at gå i kirke.
Inde i kirken er der bla naive kalkmalerier fra sidste halvdel af 1400-tallet og den rummer den ene af kun 2 bevarede dødedanse i danske kirker. Den anden findes sjovt nok i Nr. Alslev hvor Martin arbejder.
Grunden til at valget faldt på Jungshoved kirke, er faktisk lidt symbolsk, så den vil vi gerne dele med jer. I foråret 2014 vil Martin gerne vise mig lidt af det smukke område udenfor Præstø og vi følger kysten sydøst på og kommer bla til Roneklint og er ude og vandre langt ind i Bønsvighoved skov for at finde Svend Gønges hule. Vejret er med os og vi har Shila med og vi nyder alle turen. Vi kører videre ud til Jungshoved hvor vi går ud til borgruinen og derefter op til kirken som bare ligger så smukt der i solen og jeg, Jeanette tænker lidt filosofisk, at hvis jeg nogensinde skulle giftes igen, så måtte det godt være her ( Martin er jo ikke tankelæser og ved jo derfor intet om mine tanker). Da Martin så frier til mig i august 2015 og vi går i gang med planlægningen af brylluppet, ja så falder talen jo naturligt på valg af kirke. Og det naturlige valg ville jo nok for de fleste haft været den smukke dobbeltkirke i Præstø, men næ nej, Martin havde hørt at præsten var så kedelig at han nok ville tale os alle i søvn, så det blev hurtigt droppet….men hvad skulle vi så??? Så var det at mine tanker pludseligt røg 1 1/2 år tilbage og jeg siger: Jungshoved kirke, hvor efter Martin siger: eeeeiiiiii ja hvorfor tænkte jeg dog ikke på den??? Han var nemlig ligeså begejstret for den kirke og det virkede pludseligt som det eneste rigtige sted for os at blive viet <3 Vi håber at I forstår os når I ser den og at vejret er med os, for den er altså lidt magisk når den knejser i solskin med vandet omkring sig.
Adressen til kirken er Hovmarken 4A, 4720 Præstø